Brystkræft, eller?

4.5.18

Ind tikkede en SMS: Du har post fra Region Hovedstaden i din E.boks. Hjem og åbne, det var brev fra Rigshospitalet. Hele første side handler om hvilke formularer og samtaler man skal forberede!! Øh til hvad og hvor er de forbandede formularer. Der er ingen! Men nederst på siden står der i en meget lille klamme: der er fundet forandringer på dine mamografibilleder og du bedes komme til undersøgelse – havde nær overset den lille klamme – mærkelig måde at henvende sig på pr brev

Fuck! Det kan ikke være rigtigt, har bare været et år fuld af sygdom – nej selvfølgelig er det ikke rigtigt – de skal nok bare have nogle bedre billeder – måske har de bare set en meget lille bitte meget god plet. Har til gengæld fået en tid allerede den 8.5 på Riget, det gør mig en anelse nervøs, trods alt.

Er kvinde, 62 år, lige blevet fast besluttet på at gå på efterløn og nyde mit otium og ikke mindst mine børnebørn og familie OG nyde bare at kunne gøre alle de ting jeg holder af, rejse, gå i byen med veninderne og alt muligt andet. Så selvfølgelig kan det ikke være rigtigt.

Den 8.5.18

Så kom dagen for ekstra billeder! Troede jeg! Jo det fik jeg også, men også lige ultralyd af bryster, armhule og et skulderblad, samt et par biopsiprøver, bare sådan for en sikkerheds skyld. En rigtig sød, forøvrigt flygtig bekendt, mandlig læge trykkede, mærkede og undersøgte mine bryster, altimens vi hyggesnakker om gamle dage, jo jo, det var da hyggeligt. Gik fra Rigshospitalet til Melciors Plads – ups – det går op for mig, at det her kan være alvorligt.

Nix: jeg skal til Madrid, jeg skal til Kreta, jeg skal på efterløn, jeg skal en hel masse!!!

 

10.5.18

Der er post fra Region Hovedstaden i din E.boks – ja ja, det kan man vel godt vænne sig til.

Igen en hel side med formularer og vedhæftede skemaer man skal forholde sig til inden den endelige besked fremgår:

Du skal møde i Brystkirugisk afdeling den 23.5 – What den 23.5!! Skal jeg vente 13 dage på om den prøve er god eller ond – nej, nej, nej – tretten dage – som bliver nogle meget lange 13 dage – men formår alligevel at holde humøret højt og tænke på alt muligt andet:

For selvfølgelig skal jeg jo til Madrid, til Kreta og desuden kender jeg hele to, der blev frifundet – glemte de to der ikke gjorde – men jeg har jo heller ikke tid, skal jo til at nyde livet.

 

Den 23.5

Blev modtaget af en utrolig sød sygeplejerske og en ditto kvindelig læge. Sidstnævnte startede hurtigt samtalen med meget kompetent at fortælle: det er en kræftknude, den er mellemstor, du skal opereres på onsdag, du skal have kemo og efterfølgende strålebehandling og en hormonpiller i 5 år – bum, bum, bum og lige der blev hele mit liv, min alderdom og planer vendt på hovedet.

To år blev jeg lige der: jeg VIL jo til Madrid, jeg SKAL jo til Kreta, jeg VIL slet ikke det her, hvorfor lige MIG. Græd lidt, tog mig sammen og fik meldt ud til både børn, mor, kollega og rejsekammerater. Googlede og surfede rundt på nettet – dont do it – nu havde jeg helt sikkert også knoglekræft i stedet for min nervebetændelse i mine ben. Tusinde tanker farer rundt i mit hoved: kemo, nej jeg VIL ikke – bedøvelse, nej jeg VIL ikke – tabe hår, bryn og vipper, fuck hvor bliver jeg grim med mit store grissefjæs – tage PÅ i vægt, kan man ikke engang få den fordel at tabe sig! Nej jeg VIL ikke!

Fik dog gang i denne blog igen, hvor jeg vil belemre og dele tanker omkring en nok almindelig sygdom, men trods alt stadig en alvorlig sygdom, med håb om, at andre i samme situation kan bruge den til noget og evt dele gode og dårlige erfaringer og råd

Nok for denne gang. Kh Jill