Dag 70 – 93 – Zombie

Åh det er længe siden jeg har været her. Der sker hele tiden noget, eller rettere der sker IKKE en skid. Mit liv sejler forbi mig med sygdom og kemohjerne og sygdom, sygdom, sygdom!!

Jeg VIL ikke det her

jamen sødeste du er jo så sej, du klarer den. Det tror jeg at jeg har hørt 50 gange på det sidste, velment og opmuntrende, ved det godt, men det er jeg overhovedet ikke overbevist om at jeg gør! Lige siden den første kemo har jeg været mere eller mindre syg, 6 uger ud at 9, hvor jeg mest har siddet i min – nu tyndslidte – sofa. Jeg kender samtlige programmer på mit tv, prøver forgæves at læse, men falder i søvn. Få gange har jeg bevæget mig ud til en veninde eller bare ud og handle, hvilket med det samme har givet bagslag. En eller anden djævelperson har siddet på min skulder og prikket til mig: Du kan godt se at komme hjem til din sofaaaa for nu får du feeeeber!!!

To dage efter mit spa blev jeg indlagt igen. Denne gang da heldigvis på Herlev. Havde 39,5 og kom i isolation på 17 etage. Jamen det var jo ren luksus. Enestue, enebadeværelse og et personale der bare hele tiden var der og ikke mindst en læge der virkelig tog tingene alvorligt og forklarede og fortalte. Endte med samme aften at komme i en MR scanner – til jer der ikke har prøvet det, så er 40 min i et rør og med mega meget larm virkelig lang tid. Jeg har aldrig dyrket mindfuldness men været på et lille kursus til børn, pyh her kom der nogle øvelser i spil. Fik heldigvis ikke konstateret metastaser, kun to diskosprolapser og et sammenfald i ryggen! Kom hjem efter to dage med intravenøst antibiotika. Nåede præcis ikke barnebarnets fødselsdag!

Havde en nogenlunde sidste uge før næste kemo, hvor jeg bla skulle aflevere og hente mindstebarnebarnet, men bare det, at få hende op ad trapperne var svedfremkaldende, men så skønt at kunne sidde på gulvet og lege med hende og få 50 knus og kram. Har desværre ikke set hende siden og savner hende helt vildt, men det er en helt anden historie.

Dagen inden tredie kemo skulle jeg have lagt en Picc Line, noget jeg havde frygtet lidt. Det er et permanent kateter man får lagt i overarmen hvor et tyndt rør så føres hen til den store blodåre ved hjertet. Igen mødte jeg kun en sød informativ sygeplejerske og en endnu mere informativ læge. Indgrebet varede 1/2 time og det gik lige efter bogen, og skønt nu at have et sted til al min medicin, nu når de har så svært ved at stikke i mig. Den niver dog lidt og skal pakkes ind når man går i bad, men det må jeg leve med.

Så blev det tid til tredie kemo og skulle nu kun have 75 % for at undgå feberen, infektionerne og indlæggelserne. Meget kort: Lort!!! har nu i halvanden uge haft kvalme og været megatræt. Nu også feber der ligger lige på grænsen nemlig 38,5 – urinvejsinfektion igen igen og på antibiotika igen igen! Besøg af hjemmesygeplejersken der skulle skifte forbinding på min Picc Line – åh jeg føler mig pludselig bare SÅ gammel og brugt!

I aften skal jeg ud – jovist jeg skal ud! skal spise med tre tidligere kollegaer med eller uden feber, lige nu er den 38, men ud det SKAL jeg

Jeg VIL ikke det her!