Dag 153 – 157 – Knækcancerugen

Over 141.000000 kr blev der samlet ind til Knækcancerugen – flot – “ vi skal stå sammen” blev der sagt om og om igen og ja det gjorde så hele Danmark:)

Jeg syntes det har været en hård uge at komme igennem. Overalt hvor jeg har kigget hen, er jeg blevet bombarderet med nye cancerhistorier og rigtig mange af dem har været til den rørende og ofte sørgelige side. Der var familien der havde mistet deres femårige datter, moderen der sad med sin kræftsyge søn og havde mistet både mand, far og tre søskende, ham der var uheldbredelig syg og som ikke længere havde noget håb og ja, jeg ved jo godt at ikke alle forløb ender lykkeligt, men heldigvis gør mange. Nogen gange bliver det bare så forbandet svært at tro på, at jeg selv går fri. Så kommer de sorte tanker og i stedet for at tro på, at jeg selvfølgelig er een af de 86% der lever efter 5 år, så får jeg fortalt mig selv, at jeg , med mit dårlige held i spil, jo nok er een af de 16% der ikke gør det. Bedre bliver det jo heller ikke af, at kroppen efter 9 omgange kemo efterhånden er noget slidt og reagerer med forskellige bivirkninger, for hvad er bivirkninger og hvad kunne være metastaser. Hvorfor har jeg konstant ondt i maven, hvorfor bløder jeg, er det min nye ven Mr Hæmo eller noget meget værre! Hvorfor har jeg konstant ondt i hovedet, er det “bare kemoen” eller en svulst i hjernen! Hvorfor gør min ryg hele tiden ondt, er det mit sammenfald i ryggen eller metastaser i knoglerne. Og så er der lige alt det der ikke som sådan gør mig nervøs, bare irriteret, som den daglige næseblod, fuldstændig tørlagt mund, så alt hvad man spiser bare bliver siddende i tænder og tandkød, støvler der presser på neglene, så det føles som syle ned i tæerne og øjenbryn der vokser ud nærmest i hele fjæset, for nu bare at nævne noget af det der følger med🤪🙈😳

Har ellers inviteret manden min med en tur til Sønderjylland for at komme lidt væk og tænke på noget andet, men kan mærke at jeg ikke lige kan ignorere Knækcancerugen. Alle vegne bliver jeg faktisk mødt med ting der har med cancer at gøre, som i Sønderborg, hvor nogen solgte kager til fordel for Knækcancer osv osv. Det er jo flot, stort og fantastisk, jeg magter det bare ikke lige nu! Prøver at dele mine bekymringer med manden min, der prompte kigget dybt ned i sin computer og mumler, at selvfølgelig kommer MIN cancer jo ikke tilbage eller har spredt sig. Det er så hans måde at tackle det her på, jeg magter bare heller ikke det lige nu! Børnene spørger heller ikke ind til helbreddet længere, det er som om, at alt går nok som det skal, en forkølelse går over, det gør det her jo nok også! Men veninderne er der, nu og hele tiden også her til aften med søde varme ord og hold nu op, hvor betyder det altså meget:) Jeg er nok heller ikke særlig god til at skilte med hvordan jeg har det, prøver jo bare at agere normalt og skubbe de sorte tanker væk, men når jeg så endelig viser min angst og bekymring, så vil jeg også gerne mødes der hvor en ærlig snak om tingene sker og ikke med en konfliktsky afstandtagen.

Øv, en dum møguge med for mange tanker om liv og død og en lukkethed, der gør at jeg føler mig meget alene i alt det her. Ikke engang min ynglingssygeplejerske fik jeg til min behandling, hun kom dog og gav mig det største knus. Flere af dem tak og mere åbenhed om sygdommen og de risici der er, så bliver næste uge forhåbentlig meget bedre! Og Knækcancerugen! Selvfølgelig skal den være her, det er SÅ vigtigt og helt fantastisk med alle dem der støtter, men hårdt for os der står midt i det!