Dag 100 – 121 – Herceptin, kemo – ikke Herceptin, ikke kemo!!!

Dagene bare går med utallige hospitalsbesøg, men også med “ferie” Man skønner at der skal gå en uge før jeg kan få Herceptin og kemo oven på min indlæggelse. En uge – en hel uge – det er helt fantastisk. Jeg kan pludselig planlægge nogle dage med venindebesøg, har overskud til at handle ind og lave mad, har overskud til at være kreativ og få både malet, strikket og ryddet op. Hænger ud med både familien og veninder på cafeér – Det er jo skønt at kunne glemme Herlev hospital for en stund.

Men sådan en uge går godt nok hurtigt og dagen for Herceptin og kemobehandling oprandt. Først en lægesamtale med min søde overlæge der er bekymret for alle mine indlæggelser. Hun foreslår, at jeg kun skal have 50% kemo over de næste tre gange, så jeg undgår flere indlæggelser. Jeg kan mærke at jeg på den ene side bliver lettet, på den anden side bliver ked af det. For hvad betyder det, at jeg kun får 50% af alt min medicin!!!! Jeg får hende til at udregne mine overlevelseschancer med den type kræft jeg har – jeg har endnu ikke fået resultatet, men hvis jeg har dårlige ods, så har jeg besluttet at droppe behandlingen og nyde livet, så godt det nu lader sig gøre.Mine blodprøver er til gengæld fine:)

Herceptin er den medicin jeg skal have i længst tid, nærmere bestemt hver tredie uge i et helt år, det er også den der skulle give færrest allergiske reaktioner og færrest bivirkninger. Jeg bliver mødt af min søde sygeplejerske der informerer mig om dagens program. Først skal jeg igen igen have lagt min veflon og min sygeplejerske er god til det, det er sjældent! og jeg havde forudset at man igen måtte have fat i anestæsien for at få den lagt, nu da jeg har fået min Picc-line taget ud, øv. Jeg skal først have min Herceptin, da det er den der er længst tid om at løbe ind. Jeg får at vide, at det er ekstremt sjældent der kommer en allergisk reaktion – hahah selvfølgelig, havde jeg nær sagt, gælder det ikke for mig. Efter præcis en time begynder jeg at fryse og kort tid efter går kroppen nærmest i krampe. Jeg ryster så meget at de må holde mine arme, så min veflon ikke ryger ud. Jeg får hurtigt en heftig antihistaminpille og efter ca 15 min klinger kramperne af, men det var møg ubehageligt. Tilbage var så kun den høje feber der fulgte med – 39,6 – og ikke engang piller kunne slå den ned. Da afdelingen lukkede kl 18.00 måtte jeg igen en tur op på afdelingen på 17 sal, hvor jeg lå ude på gangen til min feber var faldet til 38,5 – min kemo nåede jeg ikke at få og jeg skulle derfor på Herlev igen næste dag.

Næste dag møder jeg ind og for at sige det mildt, er jeg skide bange. Når jeg reagerer så kraftigt, hvordan skal jeg så ikke reagere på min kemo. Ved at reaktionerne er værre end ved Herceptin for her nøjes man ikke med krampe, men kan ikke få luft. En sygeplejerske jeg ikke kender tager imod mig, men inden jeg får set mig om, står min ynglingssygeplejerske ved siden af, selv om hun ikke skulle være med patienterne den dag:) Jeg har 38,4 og de er meget i tvivl om jeg skal have kemoén. De konfererer med min overlæge og bliver enige om, at jeg skal vente. For første gang i 14 uger, bryder jeg sammen på hospitalet, dels fordi jeg er lettet, var jo så bange, dels fordi jeg er frustreret over igen ikke at få min kemo. Men jeg går hjem og får igen en lille uges ferie og hvor har jeg nydt den. Har nemlig været ret frisk og følt mig som før jeg blev syg, dejlig befriende.

I tirsdags var der så ingen vej udenom, nu skulle jeg have mine 50% kemo og det måtte bære eller briste. Jeg følte jeg skulle til skafottet. Igen blev jeg mødt af min ynglingssygeplejerske, der havde sørget for at få mig som patient! blev mødt med knus og kram og beroligende ord. Hun sad med en sprøjte parat og snakkede løs og inden jeg havde set mig om, var jeg ovre de kritiske første 40 milliliter kemostads og den værste fare var drevet over og jeg reagerede slet ikke . hvor fantastisk. Jeg nærmest svævede ud fra hospitalet, ingen bivirkninger overhovedet, yes yes, yes. Om aftenen lidt hovedpine, men det var alt.

I dag, to dage efter, har jeg været til dans hos “De dansende divaer” det er første gang jeg har bevæget mig i 14 uger og jeg nød hvert sekund. Jeg holdt hele timen, smed min hue og dansede rundt med bar isse, fuldstændig ligeglad med hvad andre tænkte, det var SÅ befriende og jeg er stadig helt høj. Endelig, endelig føler jeg at tingene går den rigtige vej, håber SÅ meget, at det holder:)