Nej,nej,nej, magter det ikke – dag 343-346

 

Nej, nej, nej! Det her magter jeg ikke!

For kun tre dage siden syntes jeg nærmest jeg havde fået et helt nyt liv, eller i hvert tilfælde mit gamle fra før sygdommen, tilbage. Alt var godt med træning, vægttab og fin energi. Det var en stakket frist!

I går aftes mærkede jeg noget som måske/måske ikke kunne føles som en knude i mit opererede bryst og tæt på lymfekirtlerne i armhulen. Jeg er som regel rimelig positiv tænkende og rigtig god til at finde på undskyldninger, så første tanke var: “du mærker forkert, der er ikke noget” jeg mærkede og mærkede og mærkede og kunne ikke heeelt ignorere den, så anden tanke: “Det er en hævet lymfeknude fordi jeg er  på antibiotika for urinvejsinfektion” en heller ikke heeeeelt god forklaring for fik jo fjernet mine skildvagter, lymfekirtler lige der. Tredie tanke: “ det er arvæv” heller ikke en heeeelt nærliggende mulighed, for hvorfor skulle jeg danne arvæv et år efter operationen. Fjerde tanke: “ du ignorerer den, så findes den ikke” det var så heller ikke heeeeelt en mulighed.

Har dog fået sovet og stod op og mærkede efter igen. Øv, den var ikke forsvundet i løbet af natten, men, men, men, det er mig der tager fejl, den er der slet ikke. Ringer alligevel til Onkologisk på Herlev. Som sædvanlig er sygeplejersken fantastisk og meget lydhør, men skaffe mig en tid hos en læge det kan hun ikke, jeg skal så selv ringe ud i receptionen og høre dem om der er en lægetid. Nej, desværre, vi ringer hvis vi får et hul.

Jeg skal til Barcelona hele næste uge, en tur jeg har glædet mig til i lang tid, kan mærke panikken vokse, hvorfor er der altid noget i vejen når jeg skal rejse, skal jeg nu blive hjemme, nej det vil jeg ikke, jeg vil afsted!

Tager til træning med småfeber, det går godt, runder lige min egen læge på tilbagevejen da jeg skal have noget andet medicin – det jeg får nu virker ikke – får sagt til sekretæren, at jeg håber den knude jeg måske havde mærket bare er en lymfeknude pga feberen. Hun ser helt forskrækket ud og insisterer på at min egen læge lige skal tjekke, også selv om jeg ingen tid har. Min læge giver sig god tid og siger så pludselig, det man absolut ikke vil høre “ ja, jeg kan godt mærke den, den er ca 1 cm og sidder ved lymfebanerne nedad i brystet. Jeg syntes den virker blød ( hvilket er et godt tegn) men jeg er ikke sikker” Så ringer min altid søde læge ud til Herlev, for at sige den er god nok, den skal kigges på. Nix, der er ingen tider, så i morgen da? Nix, der sker ikke noget ved at jeg går over en uge, hvor jeg alligevel skal derud. Nej det er da muligt, men hvordan tror den læge i den anden ende, min Barcelonatur bliver? Nu skal jeg bare slappe af og nyde det! Hvad tror han selv? Kan se min egen læge får ondt af mig og godt ved, det er lettere sagt end gjort, bare at lægge knuden på hylden og nyde ferien.

Nu er jeg hjemme, aner ikke om jeg er købt eller solgt. Min mavefornemmelse siger det ikke er ny cancer, men jeg ved det jo ikke. Har egentlig siddet og ventet på en reaktion, den kommer bare ikke. Har lyst til bare at sætte mig ned og hyle, men det kan jeg ikke engang. Som sædvanlig reagerer jeg lidt sådan med, det skal nok gå, det klarer du også, tag nu en dag ad gangen. Jeg ved ikke rigtig hvorfor jeg altid skal være så rationel og I andres øjne stærk, jeg ved faktisk ikke hvor jeg finder overskuddet og roen fra, men oplever at mange af mine medsøstre med kronisk cancer kan det samme, vel en måde at overleve på, ellers bliver det jo helt umuligt, men jeg havde virkelig brug for at fortælle om det, det hjælper altid,  derfor dette indlæg. Kun manden min ved noget og jeg håber ikke mine børn læser med her, for de er også på ferie og skal have lov at nyde den i fred og ro, kun jer, kære læsere, får lige smidt det i hovedet en sådan helt almindelig fredag. Pyh, tankerne og panikken breder sig oppe i mit hovede, kryds fingre for mig😘