Mit nye liv – dag 296-343

Nu er der snart gået et helt år fra jeg fik beskeden “det er desværre brystcancer og du skal have hele pakken med kemo, stråler, antihormon og Ontruzant”

Det er gået stærkt det år, men vel ikke så underligt, når halvdelen af tiden er blevet brugt på transport og ophold på hospitaler. Jeg er langtfra færdigbehandlet og kommer stadig hver tredie uge på Herlev og får min Ontruzantbehandling og forrige gang også Zoledrinsyre som jeg – selvfølgelig havde jeg nær sagt- også lige skulle reagerere på. 40 i feber i tre dage, så var det heldigvis overstået. Zoledrinsyre skal jeg have 8 gange hvert halve år, den forebygger at kræften skal sætte sig på knoglerne og så forebygger den knogleskørhed. Ontruzanten er min livsnerve, den får man kun hvis man har HER2 possitiv cancer, hvilket jeg desværre har og som er ret aggressiv. Til gengæld skal Onstuzanten være et vidundermiddel mod netop denne type, så det er klart en behandling jeg tager imod med kyshånd. Så er der liiiige antiøstrogenpillerne – noget satan har skabt – de giver SÅ mange bivirkninger, som føleforstyrrelser i fødder og fingre, smerter i ben, så man dårligt kan gå, vægtøgning og generelt bare muskelsmerter. Og selvfølgelig er jeg ramt af dem alle. Det er som om min krop bare ikke vil finde sig i nogen form for indblanden i form af nogen som helst medicin eller andre udefrakommende ting, Hm. Så nu holder jeg igen igen pause med de forbandede piller og hold nu op hvilken forskel.

Pludselig kan jeg træne igen, godt nok med smerter, men de er til at leve med. Pludselig kan jeg cykle igen, det har jeg ikke kunnet, da mit ene ben ikke ville bøje sig nok til at få pedalen rundt😳 nu har jeg købt mig en el.cykel og det går forrygende. Mit gamle humør er tilbage, lunten er betydelig længere og jeg føler mig som mit gamle jeg, jeg var før sygdommen. Det er skønt! Jeg er fyldt med overskud og energi ( altså ikke lige i dag, har lige fået tilbagefald med urinvejsinfektion og feber) men når jeg igen igen har fået min 110 gange antibiotika skal energien nok vende tilbage! Oooog jeg har tabt mig 9 kilo, føler mig SÅ sund

Men og der er et stort men! Jeg holder jo desværre kun pause med de her piller, lige om lidt skal jeg til lægesamtale og her beslutte om jeg skal fortsætte fem år i helvede eller droppe pillerne og som min egen læge siger “ spille russisk roulette med mit liv”

Fordele: Jeg får ikke så ondt i musklerne, så jeg kan fortsat træne, hvilket jeg elsker. Jeg kan fortsat tabe mig, hvilket er næsten umuligt på pillerne, da de ændrer ens stofskifte. Jeg kan cykle og komme rundt i verden, jeg kan gå rundt og jeg kan gå på trapper og blive i mit hus (vi havde ellers overvejet en lejlighed, da jeg næsten ikke kunne slæbe mig op ad trappen)

Ulemper: Jeg gambler med mit liv. Min cancer er 80% følsom for østrogener, hvilket er meget. Antiøstrogen vil gøre en forskel her og chancen for tilbagefald er stor, hvis jeg ikke æder dem!

Pyh et dillema! Jeg aner faktisk ikke hvad jeg skal. Familien presser på for at jeg følger den slaviske vej, jeg hælder nok til det modsatte. Jeg orker ikke 5 år med en så dårlig livskvalitet at jeg kun fungerer på halv kraft eller mindre. Lige nu er min livskvalitet høj og det skulle den gerne blive ved med. Men, men, men hvad nu hvis jeg får tilbagefald inden for få år? Vil mine venner og familie og ikke mindst mig selv, slå mig oven i hovedet med, at det var jeg selv ude om. Vil jeg fortryde 1000 gange eller vil jeg være i stand til at tilgive at jeg valgte “det gode liv, frem for det dårlige” så længe det varede. Ingen kan give garantier for noget som helst, lige meget hvad jeg vælger og kun jeg selv kan træffe beslutningen. Pyh hvor er det svært – lige pt aner jeg ikke hvad jeg vil vælge!!