Dag 29 – ingen sejrsrus eller hurraråb

Hvorfor farer jeg ikke rundt i en sejrsrus og klapper i mine små hænder? Alle omkring mig kan ikke få deres hænder ned i begejstring over at kræften ikke har spredt sig, hvilket jo da også er fantastisk dejligt. Jeg kan bare ikke rigtig finde den glæde frem. Alle fortæller mig om og om igen, at nu er den L….sygdom jo væk, nu er jeg rask, nu skal jeg så bare lige igennem en forebyggende behandling det næste år, nå nej 5 år med hormonbehandling.

Jeg VIL ikke det her

Det er jo ikke bare min R.. Det er en mega barsk giftbehandling af min krop, det er et år der på alle måder bliver SÅ meget værre end operationen. Kan mærke jeg bliver rasende på manden min, når han gang på gang får det til at lyde som om jeg BARE skal sluge et par Panodiler.

Jeg VIL ikke det her

Har seriøst overvejet at vælge den her del af behandlingen fra, det er som at vælge mellem pest og bylder. Risikoen for tilbagefald med måske spredning til vitale dele af kropppen eller risikoen for at min nervebetændelse bliver værre af kemo, med måske rigtig dårlig førelighed til følge. Det er et mega svært valg. Jeg er så bange for at min livskvalitet bliver meget forringet efter et kemoforløb omvendt kan jeg vel ikke forsvare at vælge den fra, hverken over for mig selv og slet ikke over for mine børn og børnebørn. Jeg aner virkelig ikke hvad jeg skal vælge og ingen vil råde mig til at gøre andet end at modtage behandling, for det siger forskningen. Hm, måske fordi der ikke forskes i “ingen behandling”

Jeg VIL ikke det her

Jeg har allerede fået en tid på onsdag til forsamtale og en tid til kemo på fredag – gys og farvel ferie på Kreta og farvel resten af 2018😳🙈

Fik besøg af en veninde der også udtrykte skepsis over behandling, men som heller ikke ville turde vælge det fra, så ved jo godt det ender med behandling – endnu mere gys!!