Dag 122-138 – Alting er for kort også håret

Alting er blevet for kort:

Livet er for kort

tid til gammelt nag er for kort

dagene er blevet for korte

Kim Larsen er gået bort og hans liv blev for kort – bliver mit også?.

mit hår er for kort!

Det her med at miste håret under kemo, har egentlig fyldt forbavsende lidt. Fra at have  langt hår til at lande på en mellemting og så lade datteren min klippe det hele af og tage det sidste med maskinen, blev egentlig bare en del af behandlingen og noget der fulgte med. Men nu!, Nu har jeg mere overskud når jeg ikke konstant har feber og en infektion og nu fylder det rigtig meget. Hold nu K… hvor er jeg træt af at ligne en kornfed dansk gris med små kemodun der ligner 98 årig hr. Jensens sidste tre hårstrå. Har grebet mig selv i at studere korthårsfrisure, bare sådan nogle med to cm hår! Kan slet ikke se mig selv i sådan en, jo måske hvis håret bliver 10 cm, gisp det tager jo et år og det begynder først at vokse til jul😳🙈 Så julen 2019 har jeg måske en ok korthårsfrisure 😕 Skal jeg virkelig gå med de åndssvage huer 1/2 til et helt år endnu? Jeg orker det ikke. Hader de huer, de strammer og jeg kan  ikke høre hvad folk siger, er nødt til at sætte dem ned over ørerne, ellers falder de af😱 Flere gange er jeg gået ud af døren uden huen, har glemt at tage den på, men reaktionen kommer prompte fra familie og venner der med forfærdelse råber efter mig, HUEN, du har glemt huen, hvilket får mig tilbage til tanken om den lyserøde gris. Andre kan faktisk bære den skaldede isse og se brandgodt ud, men den kategori hører jeg ikke under, så HÅR kom nuuuuu🤠

I dag har der været fællessang for Kim Larsen og mange af hans sange flød ud af mit tv. En masse tanker og minder satte det i gang. Dengang jeg hørte den samme sang om og om igen og græd over min ulykkelige kærlighed, den sang jeg hørte når livet bare var en fest eller den gang jeg mødte Gasolin oppe ved mine forældres sommerhus og blev helt mundlam og ikke engang kunne smile igen, da de smilede til mig da jeg gik forbi. Ingen som Kim Larsen har kunnet sætte gang i alle minderne, gode som dårlige, men også hans død sætter gang i tankerne om livet og døden. For er det mig næste gang? Hvem bestemmer hvem der skal dø og hvem der skal overleve den her lorte kræft! Hvorfor skal så mange ret unge rammes af kræft, har lige været sammen med den mest fantastiske pige (uden hår, uden hue og hun så brandgodt ud) men 33 år og mor til et lille barn, hvorfor? Spørger jeg bare. Livet er altså skrøbeligt og for nogen alt for kort. Jeg har fået udregnet min overlevelsesprocent, har selv bedt om den, det ser ok ud. Med behandling har jeg 86% chance for at leve om 10 år. Det er da fint, men jeg har faktisk tænkt mig at skulle leve 30 år endnu og det skal meget gerne være uden tilbagefald af denne lortesygdom ( orker ikke mere kort hår😅)

Også dagene er blevet for korte. Jeg kan altså ikke forstå hvor tiden bliver af. Alt for megen tid går med at vente, hos egen læge, på hospitalet og ved blodbanken, hvis jeg da ikke sover tiden væk. Det er jo ikke sådan jeg vil bruge min sparsomme tid på, jeg vil ud, være sammen med veninder, gå på cafe, rejse og ikke mindst være sammen med hele min familie, men med denne her lorte sygdom, er det nærmest umuligt at planlægge. Du kan ikke rejse ret langt væk og ikke i ret lang tid, for du kan ikke forsikres eller du skal lige nå en behandling. Når du tror du skal med veninderne i byen kommer der sikkert en infektion snigende og du skal ingen steder, sådan missede jeg to familiefødselsdage. Tiden er også blevet for kort til gamle konflikter eller nag. Jeg gider det ikke, jeg gider ikke folk der ikke gider mig og tager mig for den jeg nu engang er, med alle fejl og mangler. Omvendt er jeg nok blevet mere rummelig og kan godt se værdierne hos dem jeg holder af også selv om vi ikke altid er enige, jeg er blevet bedre til at få tingene på bordet, men har også et stort behov for at komme videre for livet er blevet for kort til misforståelser, konflikter og nag. Jeg vil min familie og gode venner og elsker dem, uanset fortid og gamle konflikter. Det er blevet vigtigt for mig at bruge tid med dem, for livet er blevet for kort til ligegyldigheder. Frasen med at livet bliver anderledes med en alvorlig sygdom er rigtig, alting bliver mere intenst og hos mig bliver venner og ikke mindst min familie, både børn, svigerbørn og ikke mindst børnebørn en meget vigtig del af min hverdag, for tænk nu hvis! Tænk nu hvis der bliver for få dage!