Dag 153 - 157 - Knækcancerugen

Dag 158 – 168 – Makeupkursus

Så lækkert. Jeg havde meldt mig til et makeupkursus på Herlev, hvilket er et gratis tilbud til kvinder med brystkræft, ja jeg skal da ikke udelukke at mænd også kan deltage, dem findes der nemlig også nogle stykker af ,med brystkræft:)

Jeg var lidt spændt på om jeg ville føle mig tudsegammel, men vi var en meget blandet flok. 15 kvinder i samme situation, fordelt ved tre borde med en kosmetolog ved hvert bord. Her var der linet vand, frugt og ikke mindst lækre produkter op, det var ren slaraffenland. Alle kosmetologer går gratis ud og rådgiver og alle produkter gives gratis til os med cancer af de forskellige firmaer, helt fantastisk.

Her sad vi så, 15 kvinder i samme båd. Der gik vel 2 min så havde ALLE smidt parykker eller huer og tilbage sad vi alle med skaldede isser, manglende øjenbryn og vipper – det var vildt befriende og stemningen var i top.

Ved mit bord fik vi en meget kyndig og varm vejledning og ALLE produkter kom i brug. Der blev renset, gnedet, duppet, prøvet pensler, prøvet farver og gnasket læbestift:) men bedst af alt, så blev der snakket på kryds og tværs – om sygdom, ja – men mest om gode råd til at passe på sig selv i hverdagen og gøre noget godt for sig selv, som fx at bruge tid på at lægge en flot makeup. Udenfor de store vinduer gik mange folk til og fra hospitalet og mere en een stoppede op og smilede ved synet af 15 grinende skaldede kvinder med meget rød læbestift og malede øjenbryn.

En skøn dag, jeg kun kan anbefale andre at melde sig til. Jeg gik ud af døren sammen med 14 andre i fuld fest makeup, men hold nu op en følelse – tror vi alle var blevet 2 cm højere og mere rank i ryggen. Vi så sgu godt ud:) både med og uden paryk eller hue. Er så taknemlig over at have fået sponsoreret de her lækre produkter og en virkelig sød og kyndig kosmetolog. Tak for det alle sponsorer og frivillige:)

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Dag 153 - 157 - Knækcancerugen