Dag 218 – 231 – Velkommen 2019, du kan kun blive bedre

2019!!

Det var en underlig aften med tanker der bare fløj i alle retninger. For hvad byder 2019?? Ingen ved det, men jeg har selvfølgelig lov til at håbe det er året der kun byder på noget godt. Året hvor jeg alligevel bliver farmor, året hvor svogeren min bliver rask og året hvor jeg selv føler mig i live, får afsluttet min Ontruzant behandling og lærer at leve med min antiøstrogenmedicin med bedre bevægelighed i benene og en bedre søvn – håbet er lysegrønt eller noget…..

Har i går været til forberedelse til strålebehandling hvor jeg blev modtaget af en mega sød radiograf der meget grundigt forklarede hvad der skulle ske. Skulle have klistrer ståltråd rundt omkring på og ved min ikke længere linsepat og skulle øve vejrtrækning med 3D briller på, det var mærkeligt, men gik heldigvis ret godt, jeg var bedre til det end frygtet. Alt imens ligger man der på et forholdvis hårdt leje med armene oppe over hovedet i en halvvredet stilling (for ellers kunne jeg ikke se den grønne streg i mine 3D briller!!) Her blev jeg CT Scannet, alt imens vejrtrækningen blev afprøvet, pyh hvor jeg gjorde mig umage. Heldigvis var jeg nogenlunde ok til det med vejrtrækningen så det tog kun 45 min. Bagefter blev jeg tatoveret og fik fire små prikker der ligner skønhedspletter og som skal fortælle mine fremtidige behandlere hvor præcis mine stråler skal gives – bare de nu tager de rigtige skønhedspletter:) men alt i alt en god oplevelse og god behandling, så en god start på året. Bagefter var jeg hos min coach, hvor vi som sædvanlig snakkede om livet i al almindelighed og mit i særdeleshed, jeg har gået der længe og lige nu i min situation er hun uvurderlig.

I dag har jeg været til behandling med Ontruzant og heldigvis blev jeg mødt af MIN sygeplejerske der havde fået historien om min angst for ikke at have fået den rette behandling sidst. Heldigvis tog hun den alvorligt og afviste ikke at det evt kunne være sket og derfor tog hun også de forholdsregler der skulle til, som om jeg ikke havde fået den rette behandling. Det betød et længere forløb, hvor medicinen skulle køre ind på halv kraft, men hellere det end en reaktion som jeg har prøvet engang. Men også en god start på året:)

Lad os håbe det fortsætter sådan her, men jeg kan ikke lade være med  også at bekymre mig for året 2019. Belært af erfaring, så kan ens liv vende fra den ene dag til den anden og med en alvorlig sygdom i bagagen så er det nok ikke helt ualmindeligt at man i højere grad tager sit liv op til revision. Jeg gør i hvertilfælde. Jeg har fx i flere år haft lyst til at flytte fra hus til lejlighed, men det vil manden min ikke! hvad gør jeg så?? Jeg vil gerne rejse noget mere, men har både hund og hus, hvad gør man så? Jeg vil gerne gå mere ud og spise, men det bliver altid med en veninde og så megen tid har veninderne heller ikke, hvad gør man så!!! I det hele taget vil jeg gerne leve livet mens jeg har det og jeg er nok mere desperat for at gøre det, end mine omgivelser der ikke er eller har været syge. Og lige her er min coach rigtig god, det kan godt betale sig. Her er ingen der bremser, ingen løftede pegefingre eller nedladende ord. Her er alle ønsker tilladte og her bliver der sat ord på, hvad jeg kan gøre ved det, men men men – Rom blev heller ikke bygget på en dag og det gør mit ‘nye’ liv heller ikke. Men noget skal ske her i 2019, det kan jeg bare mærke er nødvendigt hvis jeg skal føle jeg stadig er i live. Jo det gør noget ved en, denne her brystcancer, på både godt og ondt.

I d