Kræftfri, men ikke helbredt!!

Her er så min tattoo der skal markere en epoke der nu er slut. Meeen det er jo ikke den endegyldige sandhed. Har du een gang været i behandling med kemo osv, bliver du ikke betragtet som helbredt, men som Sygdomsfri pt. Lige nu burde jeg hoppe rundt som en anden lalleglad idiot, der lige har vundet i lotteriet – for jeg har lige været til check med både mamografi og ultralyd og det ovenikøbet på et privathospital ( ingen ressourcer på Herlev) hvor de var meget grundige og jeg blev FRIKENDT selv om jeg åbentbart stadig har en knude, som de påstår er en væskeansamling i noget arvæv og altså ikke en kræftknude. Så langt, så godt og jeg svævede da også ud fra det her lille private sted lettet og glad.

Men tilbage til det her med ikke at være helbredt men “kun” sygdomsfri pt. Når det bliver formuleret på den måde, så bliver man hele tiden mindet om, at risikoen for tilbagefald er reelt til stede, ikke at det er noget jeg ynder at bruge mange hjerneceller på i det daglige. Jeg bliver ikke ramt, sådan er det bare, men er da heller ikke så naiv at jeg ikke godt ved, at jeg kan blive ramt. Heldigvis er jeg god til ikke at tænke for meget over det i det daglige og angsten dukker sjældent op, øh jo lige i sådan et øjeblik, når lægen der scanner mig begynder sætningen med: jaaa, den er ca 9 mm, lige der rejste de små nakkehår sig altså, pyh det var væskeansamlingen.

Hvad der derimod fylder er senfølger. Der bliver forsket og talt alt for lidt om senfølger og det på trods af, langt over 50% af kræftpatienter stifter bekendtskab med dem i en eller anden form. Rigtig mange af os med brystcancer bliver ramt af nerveskader og for mit vedkommende fylder det hver dag og er ødelæggende for en stor del af min hverdag. Een ting er alle de ting der følger efter en giftig kemokur, kvalme, hårtab tørhed i mund og skede, forstoppelse eller  det modsatte, hedeture, infektioner med høj feber og nul energi. Det er heldigvis for mange, forbigående og langt de fleste kommer over på den anden side i løbet af 1/2 til 1 år.

Så er der lige alle os der skal behandles i 5-10 år med antiøstrogenhormoner! Det er for de fleste helvede på jord og for mig, der i forvejen lider af neuropati (nervebetændelse ) ulideligt. Jeg har tre gange holdt pauser med de forbandede piller, er nu på mit tredie og sidste mærke og kan ikke tåle nogen af dem. Jeg lider af søvnløshed – ok, får da så noget ud af døgnets 24 timer – får tit maveproblemer, men værst; mine ben og fingre gør både afsindige ondt og snurrer. Fødder ved jeg slet ikke hvad er? Nogen siger, det er sådan nogle man går på:) men jeg kan bare ikke mærke hvad jeg går på:) prøver jeg med bare tær føles selv bløde gulvtæpper som sandpapir. Mine ben kan ikke engang bøje bagover 45 grader, men noget der ligner 15 grader, hvilket også medfører jeg aldrig kan sætte mig på hug og give mine børnebørn et ordentligt kram, altid skal jeg løfte dem op (sidst klemte jeg så stakkels O,s overarm for hårdt!) Hvis jeg cykler mere end 30 min, gør det så ondt når jeg skal bøje mit ben, at jeg nærmest både hulker og falder af cyklen! Og skal jeg op fra en stol eller sofa, når jeg har siddet lidt længe, skal jeg fortælle mine ben, at de skal gå, altså sådan helt konkret, at øjnene kigger ned på fødderne og hovedet siger “flyt dig” Jeg elsker at strikke og male. Maleriet er helt lagt på hylden mens strikketøjet består, dog begrænset pga stive fingre og jeg skal undlade at beskrive hvor ugly resultatet ofte er:)

Men jeg er også en stædig rad, jeg VIL IKKE være en halvinvalid mormor/farmor, jeg VIL IKKE gå med krykker og jeg VIL IKKE at de her forbandede piller skal ødelægge mit liv. Jeg træner/ danser ca 4 gange om ugen – det gør mega ondt og nogle gange er jeg gråden nær når jeg cykler hjem, men jeg VIL. Jeg passer mine børnebørn og sidder på gulvet og leger også selv om jeg ikke kan komme op igen, men jeg VIL. Jeg cykler byen rundt ( er flyttet og har lånt min bil ud, den historie får i næste gang) selv om jeg nærmest ikke kan bøje benene og træde på pedalerne, men jeg VIL og sidst; jeg skriver på denne blok, selv om jeg ikke er den typiske blogger, den unge med alle modebillederne og fart på livet, men gør det som terapi og med håbet om, at bare een der er i samme situation vil læse det og tænke, ok, jeg er ikke alene og så ikke mindst bare fordi jeg VIL:)