Risikogruppe og Corona

FRI FRI FRI eller noget…..

Pyh hvor har jeg fået strikket meget her de sidste par mdr, bla denne lille cardigan fra Mille Fryd – og hvorfor har jeg så det? Tja ligesom næsten alle andre, har jeg haft rigtig meget hjemmetid pga Covid-19 også selv om jeg midt i det hele er flyttet igen igen – den historie kommer her:

Jeg var så heldig at jeg kunne købe min drømmeandelslejlighed på Østerbro og allerede sidste sommer, tre måneder før indflytning, satte vi vores hus til salg. Til historien hører, at vores hus ligger i et meget attraktivt område og på en vej hvor der højst går 14 dage fra udbud til salg. Øhh sådan gik det ikke. Ingen huse på vores vej kunne sælges, ingen kom og kiggede og vi blev mere og mere desperate. Vi flyttede dog i drømmelejligheden også fordi jeg havde en ide om, det ville afhjælpe mig i min hverdag med en bolig i et plan, på grund af tiltagende smerter, som bivirkning til min kræftbehandling. Kort fortalt: det gik ikke, vi fik ikke det fordømte hus solgt, valgte at sætte det 100% i stand og flyttede tilbage midt i Coronatider til luft, have, terrasse, men også til hus i tre plan og alt for mange trapper til mine ben, som bare bliver dårligere og dårligere.

Her sidder jeg så og prøver at grave alt det positive frem i takt med at fase 3 af genåbningen er trådt i kraft. Fitness åbner, yes, jeg har også kun taget seks kilo på i Coronatiden, så endelig skal der danses igennem – nå nej, en eller anden overlæge fraråder lige præcis sådan en som mig til at kridte mine dansesko i et fitness center. Næ nej, lille De, gå hellere en tur ude i det fri, gab. Jeg skal på Bakken med børnebørnene, helt sikkert. Jaja lille De, bare sørg for rigtig god afstand i køen til forlystelserne, øh hvordan? Vi kunne også bare tage en tur til stranden med ungerne. Jooo lille De, men der kommer nok ret mange, siger det bare – og sådan kunne jeg og overlægen blive ved!

Sådan en som mig, i flere risikogrupper, kan så ikke helt bruge åbning af fase 3 til så meget, men nu da jeg alligevel er i gang med at tage store beslutninger i livet, må jeg så også forholde mig til det. Her er mine sidste nye store beslutninger:

Da mine smerter i mine ben og fingre bliver værre og værre, pga af bivirkninger af medicin vedr behandling af min “formodede veloverståede brystkræft” har jeg næsten:) besluttet at droppe yderligere behandling. Jeg nærmest kravler op og ned af trappen og jeg kan næsten ikke selv tage strømper på for slet ikke at kunne komme op og ned fra gulvet, det er virkelig et syn for guder. Lige nu holder jeg pause med den fordømte medicin og bare efter to dage, er forbedringen til at tage og føle på, så ind med livskvaliteten og ud med medicinen.

Inden for en overskuelig fremtid skal jeg have fundet et hus i et plan, gerne på landet med skov og vand. Bare sådan et lille romantisk et, der er til at holde og uden trapper.

Min helt store, her og nu, beslutning er i forhold til risiko og Corona. Jeg nægter at lade mig styre af angsten, så nu skal der rejses ( godt nok kun i Danmark) spises igennem på restaurant og cafe også morgenmadsbuffet på hoteller, besøge Bakken og prøve vandrutsjebanen adskillige gange, invitere hele familien på een gang (nu må vi, selv om vi er over 10) og i det hele taget bare leve livet, næsten som før, risiko eller ej. Dog vil jeg nok vente med dans og holdfitness, det bliver lidt for tæt for mig, da jeg ved vi i forvejen står som sild i en tønde. Det venter jeg lidt med! Men ellers, yes, jeg skal ud, ud, ud og føle mig bare lidt fri igen.

Ooog min sidste plan: Jeg SKAL bare vinde adskillige millioner i lotto, så jeg kan få mig et lille lille bitte sommerhus, Hm, den plan bliver nok den vanskeligste😉 men jeg gad godt!

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Risikogruppe og Corona