Udkantsdanmark

Ok, så er positivfronten ved at være opbrugt. Jeg er som nævnt, flyttet til Nordsjælland. Et naturmæssigt fantastisk område, som jeg nyder hver dag, en hyggelig by med et ok forretningsmiljø og dejlige restauranter, havn og masser af blæst og vand. Der er dog noget denne kommune ikke kan – den kan ikke passe på dens indbyggere og har INGEN offentlig service. Da jeg boede i byen, tog jeg alt som en selvfølge. Selvfølgelig gik man da til lægen, selvfølgelig kom man da med i et diabetesforløb i kommunen og selvfølgelig kunne man da trygt blive syg, for der blev jo taget hånd om een.

Det har så sandelig ændret sig. Som alle andre der flytter, blev jeg tildelt en læge og efter sigende var jeg heldig at få en i et kæmpe lægecenter. Det må være nogen der ikke kender andet, der siger det med heldet. Aldrig har jeg følt mig så utryg hvad angår sygdom og behandling. Jeg har nu boet her i snart et halvt år og det er endnu ikke lykkes mig at møde min læge. Enten bliver min tid aflyst eller jeg kommer ind til en sygeplejerske der ikke engang kan finde mig i systemet og køre blodprøvesedler ud på mig. Det på trods af jeg har dårlige nyretal – bemærkning fra føromtalte sygeplejerske “de ligger jo som sidste gang” jo da, men de er stadig på den forkerte side af skalaen – bare ærgerligt Sonny Boy! Jeg har virkelig forhøjede sukkertal, som i alt for højt, jamen bevares jeg fik da noget medicin som ingen gider tjekke om virker og “man” havde så også lige glemt at skrive det på Medicinkortet. Da jeg oveni fik en infektion pga mine dårlige nyrer gad man ikke tjekke om den var væk, selv om jeg havde feber for “du har jo fået medicin gennem lægevagten” ja da, men 70% af gangene jeg er blevet behandlet for denne tilbagevendende sygdom, har medicinen ikke virket fordi jeg er blevet resistent over for den. Jeg har, til lægecenterets ros, host, host, talt med min læge i tlf een gang, hvor hun lovede en indstilling til et kursusforløb vedr min diabetes – det er så heller ikke sket, flot

Det var så nok brok fra mig i dag, men jeg syntes det er tankevækkende, at der er SÅ stor forskel på om jeg bor nær København eller udkantsdanmark, som jeg egentlig aldrig havde forestillet mig jeg ville kalde min nye kommune. Manglende læger, dårlige læger og oveni et Coronatestcenter der ligger 15 km væk og har en ventetid på over en time – øh hvorfor var det da lige jeg flyttede, nåh jo naturen!

Og så det positive. Jeg ved jo godt, hvad der skal til for at leve med både senfølger og diabetes og nervebetændelse, nemlig fysisk aktivitet i den udstrækning jeg nu engang kan og jeg har fundet noget jeg aldrig troede jeg skulle kunne klare længere pga benene. Udendørs Zumba, jep det kan man nemlig her i udkantsdanmark og endda med træning med udsigt. Ikke mange, tænker jeg, kan stå og vinke til Sverige, mens musikken drøner ud over havnen, fiskerne og bådfolket vinker og hujer alt imens vi får pulsen op, sved på panden og får tvunget benene i gang. Er så glad for at have fundet den her niche og kan mærke at benene bliver bedre uge for uge og forhåbentlig også mine diabetestal, men det ved jeg af gode grunde jo ikke ( ingen tjek, ingen læge, ingenting!) En anden ting man kan her i udkantsdanmark er at lukke nye ind i en fasttømret Zumbagruppe. Her kommer man hinanden ved, griner, snakker og laver frokostarrangementer. DET er så godt nok noget andet end Fitness World i byen – tror jeg bliver her trods alt;)