Bange!

 

Det er godt nok længe siden jeg har været herinde – meget længe siden – og det er jo faktisk godt, for det betyder, at jeg ikke har noget på hjerte, at alting går som det skal og intet nyt er at berette. Jo gode ting, som rigtig pæne blodsukkertal og masser af motion med nogle skønne damer og benene bliver lidt bedre for hver dag der går, så alt i alt rigtig godt! altså lige indtil i dag!!!!

Mærkede en knude i går aftes, i selvsamme bryst som jeg er opereret i, mærkede efter 15 gange, nej, jo, nej, jo, nej, jo – kommer ikke udenom, den er der altså!!!! spørgsmålet er så bare om det er en væskeansamling som engang tidligere, er en hævet lymfekirtel fordi jeg har lidt, meget lidt ondt i halsen eller om det virkelig er en kræftknude nu igen. Skal til lægen i morgen og ved jo så godt hvad klokken har slået. Kræftpakken bliver aktiveret uanset hvad, tror jeg og det betyder mammografi, ultralyd og undersøgelse og den forbandede ventetid før der er svar. Det er jo selvfølgelig rigtig godt at blive undersøgt, men kan mærke at det orker jeg bare ikke, er overhovedet ikke der, jeg er ikke engang færdigbehandlet for min 1. brystkræft, men, men, men……. det er forhåbentlig ikke noget, selv om jeg godt ved det kan være noget:

Slår mig selv i hovedet med:

Hvorfor er det, jeg ikke har taget de forbandede antiøstrogenhormoner de sidste 4 mdr

Hvorfor er det, jeg kun har joket med min svedtendens om morgenen, svimmelhed og vægttab trods fødselsdage

Hvorfor har jeg ikke taget smerterne mellem skulderbladene alvorligt og bare givet styrketræning skylden

Hvorfor har jeg bildt mig selv ind, at den misfarvning jeg har på brystet “nok hele tiden har været der”

Hvorfor har jeg ikke reageret når jeg hele tiden har ondt i hovedet og tit hjerteflimren.

Hvorfor negligerer jeg at der er gået tre år og rigtig mange får netop tilbagefald heromkring

Ved det jo godt – fordi det alt sammen kan skyltes noget helt andet og ikke et tilbagefald og den menneskelige natur – i hverttilfælde min natur – reagerer med flugt og bortforklaringer og igen, der kan jo være rigtig mange andre forklaringer på hvorfor, håber jeg, håber jeg rigtig meget. Men jeg bliver nok nød til at møde frygten, møde virkeligheden og forholde mig til begge dele, men jeg kommer ikke udenom at jeg denne gang er bange, rigtig bange – men det er vel også ok – ved godt, at uanset hvad, så rejser jeg mig og møder det der nu må komme!!!

Opdatering følger når jeg selv ved meget mere og please kryds lige fingre for mig i mellemtiden:)